17 February 2006

Et website koster det samme som en bil

”Hvad koster et website?” - bliver jeg ind imellem spurgt om af en mulig kunde, der så bagefter bliver forundret, når jeg ikke bare kan give en pris, som var der tale om en liter mælk eller et kilo sukker.

Så plejer jeg at bruge et bilkøb som et eksempel: Hvis du går ind til en bilforhandler for at købe en bil, så vil bilforhandleren altid spørge tilbage, hvad den skal bruges til og hvad den må koste – uden at det undrer nogen. Ved bilkøb har vi accepteret en sammenhæng mellem pris og dækning af behov: Skal vi bare frem og tilbage, kan det gøres meget billigt. Skal vi mere end dét, så bliver prisen højere. Og skal vi løse specialopgaver med lastbil eller bus, så er prisen en helt anden.

Præcis på samme måde er det med et website. Der findes websites, der er købt for tre flasker rødvin og en tusse, og websites, der har kostet mange, mange millioner. Det er bl.a. derfor vi, der udvikler websites, spørger hvad det skal bruges til. Og når vi spørger hvad det må koste, er det fordi, der ikke er nogen grund til at bruge tid og kræfter på at udtænke fantastiske løsninger, hvis budgettet alligevel ikke strækker til at gøre dem operationelle.

0 comments: